Det her er hvad vi beregner for dit anlæg.
8.760 timer ad gangen.
Din produktion, dit elforbrug, dine elpriser og batteriets opladning, time for time, hele året. Scroll ned for at se hvordan.
Dit nuværende anlæg som udgangspunkt
Vi begynder ikke på en frisk. Vi begynder med det, du allerede har
Din adresse bruges til to ting: at finde dit netselskab og din nettarif, og at analysere dine tagflader via en satellitbaseret solindstrålingsmodel, der kortlægger retning, hældning og skyggeforhold.
Oveni det spørger vi om selve anlægget: hvor stort det er, hvornår det blev sat op, og hvilken inverter der sidder. Vi spørger om alderen, fordi den afgør, hvor meget produktionen er faldet siden anlægget blev sat op, hvornår inverteren står til udskiftning, og hvilken afregningsaftale anlægget er omfattet af. Det sidste kan flytte regnestykket mere end batteriets pris gør.
- AnlægsstørrelsekWp fordelt på de tagflader panelerne sidder på
- Tagretning og hældningAflæst fra satellitbillede af din bolig
- Skyggeforhold3D-modelleret: træer, nabobygninger, tagets egen form
- IdriftsættelsesårBestemmer degradering, inverterens restlevetid og afregningsgruppe
- InverterKapacitet og type, og om et batteri kræver udskiftning
Forbrugsprofil: time for time, hele året
Et batteri er kun noget værd i de timer, hvor produktion og forbrug ikke mødes
Dine paneler producerer midt på dagen. Du bruger mest strøm morgen og aften. Afstanden mellem de to er hele grunden til at overveje et batteri, og den afstand kan man kun se, hvis man regner time for time. En årssum kan ikke svare på det. Den viser kun, hvor meget du producerer og bruger, ikke hvornår.
Vi bygger derfor en profil for hvert af årets 8.760 timer. Elbiler modelleres med en opladningsprofil fordelt på hjemmeopladning og opladning ude, elvarme med en sæsonstyret profil, og antal personer i husstanden skalerer grundforbruget.
Husstandsstørrelse, elbil og varmekilde kombineres i en statistisk forbrugsprofil. God præcision for de fleste, men vi ved ikke præcis, hvordan du bruger strøm.
Vi henter dit faktiske forbrug fra de seneste 12 måneder. Dit virkelige time-for-time-forbrug erstatter den statistiske model helt. Har du allerede solceller, er det især værd at bruge: dine måledata viser præcis, hvornår du køber strøm ind på trods af panelerne.
Referencescenariet: din økonomi som den er i dag
Vi bygger dit nuværende anlæg først og måler alt andet op mod det
Før vi overhovedet regner på et batteri, bygger vi et fuldt billede af din husstand som den ser ud lige nu: din produktion time for time fra de paneler der allerede sidder, dit forbrug time for time, og den elregning det giver dig over et helt år. Det er dit referencescenarie.
Derefter kører vi det samme år igennem én gang til, denne gang med batteriet. Forskellen mellem de to er det, batteriet er værd. Ikke mere, ikke mindre.
Det lyder banalt, men valget af sammenligningsgrundlag afgør hele resultatet. Holder man et batteri op mod at have ingenting, kommer det til at se ud som om batteriet leverer hele anlæggets besparelse. De paneler har du allerede betalt for, og de sparer dig penge i forvejen. Vi tæller dem ikke med som batteriets fortjeneste.
Din afregningsgruppe er en del af referencescenariet
Hvordan du afregnes i dag er lige så meget en del af din nuværende økonomi som dit forbrug og din produktion er. Alle nye solcelleanlæg i Danmark kommer i afregningsgruppe 3, hvor din strøm skal bruges i samme øjeblik den produceres. Men er dit anlæg fra før november 2012, kan du være i gruppe 6 med årsbaseret nettoafregning. Anlæg fra en mellemperiode kan være i gruppe 2 med timebaseret nettoafregning. Ingen af de to grupper kan man komme ind i længere, og hvilken du er i, står på din elregning.
Gruppen ændrer, hvad en gemt kWh er værd for dig, og den kan trække i begge retninger. Derfor spørger vi om den, og derfor står den blandt forudsætningerne i din rapport.
- Gruppe 3Øjebliksafregning. Alle nye anlæg. Batteriet henter både afgift og tarif hjem
- Gruppe 2Timebaseret nettoafregning. Lukket for nye anlæg siden 2022
- Gruppe 6Årsbaseret nettoafregning. Anlæg fra før november 2012
Dine elpriser: alle komponenter separat
Værdien af en gemt kWh er forskellen mellem købspris og salgspris. Vi regner begge dele ud
Når batteriet gemmer en kWh i stedet for at sende den på nettet, tjener du forskellen mellem det, du ellers ville have betalt for at købe strømmen tilbage senere, og det, du ville have fået for at sælge den. Den forskel er ikke spotprisen. Den er nettarif, systemtarif, elafgift og moms lagt oveni, plus det gebyr der trækkes fra, når du sælger.
Derfor beregner vi hver priskomponent for sig og sætter dem sammen time for time til netop din adresse og dit netselskab.
Elafgiften modelleres ud fra din situation. Har du elvarme eller elbil med refusion, regnes den reducerede sats med i elprisen time for time. Din afregningsgruppe indgår samme sted: er du timeafregnet frem for øjebliksafregnet, korrigerer vi med en tabsfaktor for den produktion og det forbrug, der ikke falder sammen inden for timen, og er du i gruppe 6, lægges årsnettoafregningen af elafgiften oven i elprisen.
Én ting er værd at kende, hvis du overvejer batteri lige nu. Elafgiften er midlertidigt sat ned til 0,8 øre pr. kWh for 2026 og 2027 (Skattestyrelsen). Når nedsættelsen udløber, stiger afgiften igen. Det betyder, at en gemt kWh efter al sandsynlighed er mere værd fra 2028 end den er i år. Vi regner derfor ikke med ét prisniveau gennem hele perioden, men med de perioder lovgivningen lægger op til.
- SpotprisVi bruger Energistyrelsens fremskrivninger
- NettarifHoldes konstant på nuværende niveau
- ElafgiftKendte lovændringer indregnes periode for periode
- Salg til netSpotpris minus balanceringsomkostning
- Reduceret elafgiftMedregnes hvis du har varmepumpe eller elbil
Batteristyring: hvad er smartest i hver time?
Modellen vurderer den optimale beslutning for dit batteri time for time, hele året
Et batteri kan gøre fire ting: oplade fra dine paneler, aflade til dit forbrug, oplade fra nettet når prisen er lav, eller sælge til nettet når spotprisen er god. Det rigtige valg skifter time for time, og forkert timing koster penge. Vi kører en optimeringsalgoritme, der for hver time vejer den aktuelle spotpris, dit forbrugsmønster og din produktion mod hinanden.
Et batteri kan desuden levere balanceydelser til elnettet ved at reagere på frekvensafvigelser. Det er en reel ekstraindtægt, men den er mindre end mange tror, og den afhænger af både prisområde og udbyder. Vi regner den med som den forsigtige post den er. DitEnergivalgs medstifter Gustav Lunde har publiceret peer-reviewed forskning om netop dette felt, se artikel, DTU Orbit →
Et batteri kræver ofte en ny hybridinverter, og en batteriløsning må ikke øge anlæggets installerede effekt (Energistyrelsen, Ændring af anlæg). En større inverter kan derfor være nok til, at anlægget falder ud af sin nuværende ordning. Vi regner på, hvad det betyder for netop dit anlæg, og skriver det i rapporten.
- Oplade fra solGemmer overskudsproduktion til aftenbrug
- Aflade til forbrugDækker dit forbrug frem for køb fra nettet
- Oplade fra net om nattenKøber billig strøm og bruger den i myldretiden
- Sælge til netHvis batteriet er fuldt og spotprisen er god
Batteriets økonomi over hele levetiden
Hvad batteriet koster, hvad det giver, og hvornår det er tjent hjem
I investeringen indgår batteriet, den inverter der skal til for at koble det på, elektrikerarbejdet og papirarbejdet. Panelerne og stilladset står der allerede, og de indgår derfor ikke i prisen.
Vi regner over batteriets forventede levetid, omkring 15 år. Et batteri skal have tjent sig hjem, mens det stadig kører. Det ville pynte kunstigt på tallet at kreditere det for besparelser, der ligger efter at det er skiftet ud.
Hvis batteriet ikke tjener sig hjem inden for sin levetid, skriver vi det. Det er ikke et resultat vi pakker ind. Det er også et brugbart svar, fordi det er den beslutning der er sværest at fortryde bagefter.
- BatteriKapacitet og laderstyrke tilpasset dit forbrug
- InverterHybrid- eller batteriinverter, hvis den er nødvendig
- El-installationTilslutning og opsætning
- PapirarbejdeAnmeldelse til dit netselskab
- Dine panelerIndgår ikke. Dem har du allerede betalt
- ÅrsbesparelseKun batteriets bidrag, gennemsnit og interval
- TilbagebetalingstidÅr til batteriet er tjent hjem, eller om det ikke bliver det
- Anbefalet størrelseOg hvornår et større batteri holder op med at tjene sig hjem
- Nutidsværdi (NPVNutidsværdi (Net Present Value) omregner alle fremtidige besparelser til hvad de er værd i dag. Det tager højde for at penge i fremtiden er mindre værd end penge nu. En positiv NPV betyder at investeringen samlet set er rentabel.)Samlet økonomi over batteriets levetid
- Forbehold for dit anlægAfregningsgruppe, inverter og pristillæg
Relaterede artikler
Solceller med batteri: hvornår giver det mening for din husstand? → 5 ting du bør kende til, inden du skriver under på et solcelle-tilbud → Sådan læser du et solcelle-tilbud, de tal der faktisk betyder noget → Er solceller en god investering? Det afhænger mere af dit hus end af anlægget →Klar til at se, hvad et batteri betyder for dit anlæg?
Alt det her, beregnet på dit eget anlæg og dit eget forbrug. Gratis og uden forpligtelser.
Start din vurdering →Resultater typisk inden for 48 timer